73
Men som de saa var kommen derind i Stuen igen, saa foer Kunsterne op i Jens; han gav dette her bitte, trinde Pigebarn et hastigt Snuromkring midt paa Gulvet: Ja, saa fik En sig altsaa en Kjærrest! siger han, og lige bagefter saa klasker han jo Haanden imod Loftet:
— Og nu siger jeg s'gu: Fjorten! — Fjorten, Mor! raabte han og gav et drabeligt Spræl med de lange Ben.
— Jamen jeg siger: Sytten! — raabte saa Pigebarnet og skoggerlo, saa Barmen hoppede paa hende.
Og nu var det jo næsten underligt, som det gik for Greth'; hun stod og syntes, det hele passede til Lejligheden. Ja, hvad mærkeligt var der vel egentlig i det Fryderaab? Jens var jo glad og Pigebarnet med, saa kunde han vel lige saa godt sige Fjorten som noget andet.
Og saa lo den gamle Greth' med — for en Gangs Skyld.
Længere frem i Tiden viste det sig jo, at Greth' godt
kunde have sparet sig de fleste af alle de svære
Bekymringer, hun havde gjort sig. Da Jens fik Kone og
Børn og Jord og Kreaturer at staa til Ansvar for, saa
lærte han mange Ting, han ikke havde kendt før, og
saa blev der ogsaa efterhaanden noget imellem hver
Gang, han var oplagt til Spræl og Kunster.
Et Aar var han ogsaa saa uheldig at blive skamferet
