70
Søm ind i Muren og Vindueskarmene og næstede Roserne fast dertil med noget groft Blaagarnstvind, hun selv havde lavet. Den store graa Kat gik og gned sig kælent opad hende og mjavede.
— Hvad snakker du om? — spurgte Greth' den. Der var da længe til Malketid, saa den havde ikke noget at kræve nu, forklarede hun for den.
Saa luskede den hen og satte sig lige midt paa det høje Dørtrin. Der sad den nu og gassede sig i det bagende Solskin, blundede med de grønne Øjne, viksede med det stride Knurskæg og spandt og snurrede af Velvære.
Da Greth' var bleven færdig med sine Stokroser, strøede hun nogle Haandfulde Korn ud henne ved Nødsdøren og kaldte paa Fjerkræet: Pulle, pulle, pulle, pulle! — Hun vilde ind i Hønsehuset og samle Æg sammen, og det kunde hun jo lettest komme til, naar Hønsene havde travlt herude. Hun skulde ogsaa have dem talt; for de sagde, der var kommen en Rævegrav derovre i Korsbakken.
Men hvor travlt end Greth' vimsede om og hvor mange Ting, der end lagde Beslag paa baade Hænder og Tanker, fik hun alligevel Gang paa Gang Stunder til at vende Ryggen til Huset og kaste Haanden skyggende over Brynene: — Hvorfor var der stadig ingen at opdage derovre paa Bakgaardsagrene? — Ja, hvorfor kom der ikke, som der plejede om Søndagene, et langbenet Mandfolk skanglende med Straahatten i Nakken og lang Pibe dinglende paa Maven?
— Nej — Greth' tog Haanden fra Panden igen — de sandede, tottede Agre laa lige bare, der var hver-
