66
sig Jens, som det bedste Greth' kunde tænke sig om sine Medmennesker: "at de var, som Folk var fleste", eller saadan, at der ikke var "nogen Ting at sige om dem".
Okja. Om det endda maatte times hende at opleve den Dag, da Jens havde lagt det Væsen af, da vilde hun glemme al den Tort og Græmmelse, han havde voldt hende med de kasserede Klær, ja, hun vilde undskylde ham og sige som saa: kanske havde Bukselappen været brunlig og Bukserne blaa og andre lignende Ting, — ja om den Dag kunde komme, han kunde dy sig for at sige: Fjorten! — saa vilde Greth' føle sig som et af de heldigste Væsener i Sødalen — — og da vilde hun lukke den lille Klap op i Sengeskabet og vise ham den blaa Bog med de fire sorte Tal paa Omslaget og sige: Værsgo', den skal du have!
Men den Dag kom saamæn aldrig, sukkede Greth'. Han skulde naturligvis til sine Dages Ende være en Nar og "En ved Siden af", og den Sag tyngede hende saa haardt og saa pinligt, at hun aldrig kunde omtale den til nogen og aldrig faa lettet sit forgræmmede Sind for den.
Jens Korshus var kendt af de fleste paa Egnen.
Han var et skikkeligt Menneske og en dygtig Karl, saadan lød det vanlige Skudsmaal. Der var ingen, der havde nogen Slags ondt at sige ham paa, men hans Væsen var jo ikke ganske som andre Folks, det forstaar sig.
