53
og hørt paa alt, hvad han havde at sige. Han holdt Hænderne foldede bagom Frakken og rørte sig ikke af Stedet. Og selv efter at Drengen tav, blev han endnu en Stund staaende som i tankefuld Stilhed.
Men saa lagde han omsider Haanden op paa Niels' Skulder:
— Jaja, min Dreng, alt det kan vi nu siden snakke om; men jeg tænker, at du nok alligevel ikke er af de værste. —
Der gik en underlig Grimace over Drengens Ansigt. Han troede ikke et Øjeblik det var Provstens Alvor, men nærmest at det var en Fælde, fordi han kanske frygtede, at Niels ikke godvillig vilde følge med ham til Øvrigheden.
Den Frygt skulde han nu nok vise, at Provsten kunde spare sig.
Noget efter lukkede Provsten Vinduet op og kaldte Forkarlen hen til sig:
— Han skulde gaa hen til Sognefogden og bede ham om straks at se ned i Indsidderhuset, og naar Karlen havde gjort det skulde han skynde sig og spænde for og hente Doktor Lund.
Niels stod og hørte paa det og tænkte det samme som før: Aa, Provsten gør sig saa rolig og fidél, fordi han tror, jeg vil lave et farligt Vrøvl, naar Politiet kommer. — Han kan spare sig, kan han.
Bagefter tog Provsten Drengen ved Haanden og fulgte ham over til en Gaard, der laa tæt nedenfor Præstegaarden. Her satte han sig til at snakke med Gaardmanden — det var Simon Østergaard — om at tage Niels Povlsen i sit Brød til Vinter. Provsten vilde
