44
— Gaa nu hjem, min Dreng, og tænk vel paa det, jeg har sagt dig, og naar du har besluttet at forbedre dig kom saa til mig, saa kan vi snakke om, at forberede dig til Konfirmationen. — Men før ikke. —
Saa gik Provsten med faste Skridt og støttende sig til den tunge Stok. Han plejede ellers altid at lade Øjnene fare saa vagtsomme og iagttagende rundt, naar han færdedes paa Egnen, men i Dag gik han med Hovedet bøjet og saae eftertænksomt ned mod Jorden.
Men Drengen blev staaende paa Bakken og saae efter ham, og det blev han ved med, saa længe han kunde øjne ham.
Han havde ingen Hast for at komme ned i Indsidderhuset og høre paa Frants' og Kjestens deliristiske Skraal og Tummel.
IV
Den Sommer hængte Frants sig.
Folk sagde, han var mindre fuld den Dag, end han plejede at være.
Han skulde jo have sin Gaard bygget op igen, og det skulde jo ogsaa helst være, mens det var Sommer og Vejret og Daglængden var til det. Men det kunde ikke ret skride for ham, og han havde vel en Fornemmelse af, at det vilde aldrig blive til Alvor.
Han havde siddet og talt haabløst om dette en Dag, han kom fra Fjordby og havde været oppe at køre med en Nabo.
Det blev saa ogsaa det sidste, man hørte ham snakke om, for da han kom hjem, tog han en Strikke, der
