39
Og navnlig Kjestens Slægt var sølle. Igennem mange Led havde den været befængt med snart sagt alle de Laster, der var: Drukkenskab, Spillelyst, Løsgængeri, Tyveri og frem for alt en erotisk Ubeherskelse og Skamløshed.
En giftig og stinkende Ukrudtsplante skudt op paa en Mødding og fra Fødslen dømt til at ende i en raadden Sump igen, saadan var Kjesten, Drengens Mor.
— Hvorfor i al Verden skal dog den Slags bedærvede Kryb fødes og leve? — sukkede Provsten i Løn.
Men med et var det, som hans Øjne i et sky Blik gled ned over Drengen, han holdt knuget om Haandleddet. — Jamen — Jamen havde ikke den rygende Forargelse siddet der saa levende paa Gyvelgaarden og holdt Provsten i Aande, saa var han kanske blevet sløv og var falden i Søvn. — Eller kanske var han for længe siden forfalden til Fraadseri i Mad og Drikke. — Okja! vi havde jo alle vor Pæl i Kødet. — Og det kunde vel nok siges, at til at holde en Menighedshyrde aarvaagen og vagtsom, der havde det været brugbart, det sølle forvildede Kram. — Hm, — hm, Provsten rømmede sig og blev ved at gaa.
— Men nu Frants, Drengens Far, med hans Stamtræ var det dog lidt bedre. Der var noget baade af godt og af slet, som der da ogsaa havde været i Frants selv, da han i sin Tid var dukket op paa Egnen som en ung Tjenestekarl. Der havde været Spirer, som maaske under heldigere Forhold kunde have givet bedre Grøde. Nu var jo ogsaa han ganske forsumpet.
Hm — ja. — Og her gik nu Provsten med Frants' og Kjestens Frugt. — Hm — ja? — —
