38
sig for, saa fik han da at prøve at bide Tænderne sammen, at ikke noget af alt det kønne, der laa ham paa Tungen, skulde slippe frem; — for at Provsten ikke agtede at løsne det solide Greb, han havde om bette Niels' Haandled, det var let nok at fornemme.
Saa havde da Niels foreløbig hinket med i al Stilhed; men nu da Provsten i sine Slægtsbetragtninger var naaet til den afdøde Niels Povlsen, nu brast det for ham:
— Hva' Fanden kommer alt det mig ved? — grinte han. — Niels Povlsen han var s'gutte min Far, at Provsten ved det. Hahahah! —
— Hm. — Naa, nej, han var vel ikke det. — Provstens Tone var den samme rolige og værdige, den hele Tiden havde været. — Og du ved, at det er Frants, der er din Far? — Jaja, saa lad os bygge paa det da. — Hm.
Saa gik de to igen en Tid lang i Tavshed. De vendte nordude ved den lave Høj med Kartoffelkulen og sydpaa, hver Gang de naaede Thøger Husmands Skeldige. Provsten gik med rolige, faste og afmaalte Skridt. Bitte Niels tog tre for hver to af Provstens og saa imellem, naar Bukserne kom til at stramme over et bestemt Sted der bagpaa, gav han et Par ekstra Hink med det ene Ben.
— Naa, Knægten vidste altsaa Besked med sin Afstamning. — Der gled en besk Grimace over Provstens Ansigt, idet han saae for sig alt det Udskud og Menneskeskrab, der var bitte Niels Povlsens Forfædre. Der var, saa vidt han vidste, ikke et eneste helt hæderligt eller dygtigt Menneske iblandt dem.
