29
daarlig kunde rejse sig selv og hverken gav til Smør eller Ost.
Og inden Døre saae det ikke bedre ud.
Der røg Fjerene af Sengeklæderne og Gulvene laa i Hul ved Hul. De halve af Vinduesruderne var gerne smadrede. De gik ligesom Postelinet paa Dragkisten ved Sviregilderne. Der var som oftest ligesaa mange Kludestopninger som Glasruder i Karmene.
Paa den Tid var det Gaarden brændte.
Det skete en Dag ved Bagning, Kjesten var fuld, som hun nu var saa tit. Hun skulde fyre op til Finbrødsbagning, men fyrede i Stedet som til Helvedesbrand. En Gang hun var trinet ud af Bagdøren for at hente en favnfuld Brændelyng, faldt hun omkuld og kunde ikke rejse sig selv, og da hun var ene hjemme fik en Gnist fra Ovnen ubemærket fat i Lyngen og forplantede sig videre.
Det var jo Sommertid, alting var knastørt, og det varede derfor ikke længe, før det Hele stod i lys Lue.
Kjesten sov i Lyngen, der hvor hun var falden, men vaagnede dog, da det brændte rundt omkring hende.
Hun kom ud uden Skade, men bagefter laa hun nede i Kaalgaarden og sov Rusen ud. Imens forsøgte saa Naboerne at redde de sølle Stumper, der var tilbage.
— — Den Dag flyttede Frants og Kjesten ned i et af de gamle Indsidderhuse, der tilfældigt stod tomt. Det var det ældste og daarligste af dem, og det var fra den første af de Gaarde, Store Povl i sin Tid havde købt og brudt ned, da han lagde Jorderne under Gyvelgaarden.
