16
Men samtidig som han begyndte at indse, at den Frugtsommelighed, Kjesten havde lokket ham til Giftermaal med, var Opdigt, gik det andet jo ogsaa op for ham. Og nu blev han snart helt klarøjet overfor Kjestens Træskhed.
Niels forsnakkede sig dog ikke af den Grund. Havde hans Tale hidtil væsentligst indskrænket sig til Ja og Nej, var det nu vanskeligt at faa selv disse Ord fra ham, og i mindre end en Maaned kom den før saa kraftige og velnærede Mand til at se ud som en Benrad.
Saa stærkt var Græmmelsen falden ved ham.
— En mørk og skummel Novemberaften gjorde han sig istand til at tage ud og fiske Ørred. De saae paa hans Forberedelser derhjemme paa Gyvelgaarden, men der var ingen, der raadede fra, og noget efter saae Naboerne ham løsne sin Baad dernede ved Stranden og ro ud paa Søen.
— — Den næste Dag drev Baaden i Land, men Niels var ikke med.
Det kunde være et Ulykkestilfælde, for Vejret havde jo godtnok været ondt og grimt. Men de fleste tænkte nu ikke saadan, for Niels havde i al sin Færd været en meget forsigtig Mand, og da ikke mindst, hvad det angik, at tage paa Søen.
Vinteren kom saa tidligt det Aar. Allerede i
November Maaned fik man en bidende skarp Nordost. Det
frøs en halv Snes Grader, Blæsten stod ondt og raat
indover Dalen og Søen lagde til.
