169
ved alle de farvestraalende, plydsbetrukne Fremmedkøretøjer, der stod og pralede ude paa Gaardspladsen.
I samme Stund vidste næsten alle, hvad de skulde tænke:
Ja, han havde været kneben mod sig selv, Laust, grumme kneben.
Hvorfor mon?
Han havde haft en svær Møje for at samle alle de Penge, den Toftegaardske Slægt i Dag delte.
Hvorfor havde han det?
Eller hvorfor havde han aldrig giftet sig igen?
Han var jo en Mand i sin allerkraftigste Alder, da han blev Enkemand, — en ædruelig og dygtig Mand. — Havde han den Gang skiftet med sine Stedbørn, med den Slægt, der ikke var hans Slægt og aldrig havde givet ham nogen Slags Venlighed endsige Kærlighed til Tak for hans Stræb, daarligt nok taalt ham — havde han skiftet med dem den Gang, var han vel sluppen med en Snes Tusind Daler til Deling imellem dem.
Hvorfor havde han ikke gjort det?
Vilde det have været saa vanskeligt for ham at finde en Pige, der havde været villig til at gaa ind til ham paa hans gode Gaard?
Nej — aaenej. — Sikkert ikke.
Og det var vel ogsaa tænkeligt, at en, der ikke var slet saa bange for at lugte Slidersved, som man var i den Toftegaardske Slægt, kunde have gjort Laust lykkelig. — Naaja, eller dog gjort det helt godt for ham?
