168
Og da var det ligesom Folk blev saa sært undselige.
Efter en Stunds Forløb var der en af Forsamlingen, — det var Just Primdal fra Dalby — der gik hen og snakkede til dem.
— Ja, I to, I er vel ikke ret tilfreds med den Part, I skal have? spurgte han. Og hans Stemme lød meget spagfærdig, næsten lidt usikker.
— Vi har slet ingen Ting ventet os, — svarede de.
— Naah — jah, — Just syntes nok, der kunde have været Ræson i, at de havde faaet lidt mere. Han stod og bakkede meget stærkt paa Piben og trak i sine graanede Kindbarter.
— Vi har aldrig ventet os en Øre, — svarede de igen.
Og der var intet bittert eller fordægtigt at mærke paa deres Tale. Den lød som den redeligste Sandhed og tillige, som de syntes, at det var noget, der ikke skulde snakkes mere om.
Og saa vendte Just sig ogsaa fra dem og gav sig til at banke sin Pibe ud. —
— Men Forsamlingen blev stadig ved at staa og humme sig saa løjerligt. Folk kunde ikke finde paa noget at snakke om, de stod og trippede og traadte og kom dog ikke ud af Stedet.
Omsider var der en bestemt Ting, der samlede næsten alles Øjne: Laust Vindings gamle, grønmalede Fiskekassevogn.
Igennem Ladeporten, som tilfældigt var bleven slaaet op, kunde man se den staa dèr i Tværloen, bag-
