129
delsfolk og desuden enkelte udenfor Laget, som man formodede havde lidt Skillinger tilovers.
De sad nu alle placerede rundt omkring i Konsulens "Sal", den med de fire Fag Vinduer ud mod Torvet og de forfærdelig kostbare Møbler, som det fortaltes var kommen helt nede fra Paris. For at sætte Forsamlingen i rigtig oplagt Stemning gik Konsulens unge, fornemme, hovedstadsfødte Frue rundt iblandt dem og bød paa Bagværk, Frugt og Vin og fik jo, det lille nysselige, smilende Væsen hun var, tæt med Venligheder og Behageligheder til Gengæld.
Men alligevel — det var jo ikke for at sidde og lave Galanterier til Konsulinden, man var kommen sammen, og sandt at sige var der nok baade den og den, som kiggede langeligt mod Døren eller lod Blikket gøre et Smut derud over Torvet, kanske ogsaa op til Raadhusuret. Det kunde vel snart være paa Tide — mumlede en. — Jovist, Tiden skred, sagde en anden.
— Jo-oh, — de burde have det Møde begyndt, men-n-n —
Naa, man kunde nok se, at det maatte de alligevel ikke være rigtig færdige til. Der maatte mangle dem noget, ihvad saa det var.
— Da triner jo goden Laust ind ad Døren, meget jævn i Klædedragt og særdeles ligefrem af Væsen, som han plejede at være. Han plantede de drabelige Pladefødder i de fladbundede Trsæko (de var endda ved denne Lejlighed paa Grund af Føret slemt sølede) paa det skønne, farverige Gulvtæppe, og med Mellemrum udspyttede han, hvor han kom frem, store stænkende Pladdersøer af sort Skraasauce.
