122
fulde af Underfundighed og Skælmeri som deres Mor, de skammede sig derimod dybt over deres Mors Mand. De kaldte ham aldrig Far, hvad ellers var hævdvunden Skik paa Egnen overfor Stedforældre, og vilde ikke være derhjemme paa Gaarden. Og Folk var da ogsaa enige om at beklage dem.
Men de beklagede forresten ogsaa Moderen, skønt hun jo dog ikke var tvunget ind i dette Ægteskab — og endnu mindre lokket. —
— At den tyveaarige Laust med sine Vaner og Krav kanske ogsaa kunde have noget at beklage sig over, det var der nok ingen, der tænkte paa.
Nej, aaenejh!
Det var jo Pokker til Gevinst, der var dumpet ned i hans Kasket. Saadan en fattig Stymper, der her pludselig var bleven Ejer af den "villeste" Gaard paa Egnen og kommen ind i Toftegaards-Familjen, en af de mest estimerte der var.
Hvem kunde vel være mere at misunde end han?
Nej, aaenejh. —
— Laust Vindings Ægtestand varede godt en halv Snes Aar.
Saa døde hun den lille Katrin', og da var næsten alle Stedbørnene gifte og bosatte rundt omkring paa Egnens store Gaarde. Et Par af dem var bleven derovre i Sødalen, men de fleste var da, som det var Sæd i Slægten, kommen derover paa den fede Halvø Norden for "Stiftsgrøften".
Af andet Ægteskab var der ingen Børn.
