113
Nu havde man foran sig en stor frodig Dal, som ingen havde kunnet ane. En lille Bæk snoede sig frem nede i Dybet med grønne Kære paa begge Sider, noget sandet Jord laa og støvede oppe paa Højderne, men i Kløfter og Lavninger var der fed og god Muldjord, hvor Sæd og Græs vældede frem i bugnende Frodighed.
Hemede laa der tre store Bøndergaarde med velholdte grundmurede Huse og en Rad af Skorstene paa Salsenes Tage.
Vest i Dalen var der en rigtig Flyvebakke, der stræbte til Himmels i en næsten keglespids Højhed. Den hed Aspebjerg. Og efter den havde man opkaldt de to af Gaardene og den hele Lavning, hvor der foruden Gaardene ogsaa laa enkelte Smaahuse spredte omkring i de halvt usynlige Kløfter.
Men den tredje af Gaardene hed Toftegaarden.
Det var den største baade af Bygninger og af Jorder, og til den knyttede der sig mange Mærkeligheder.
Det var ikke alene Sødalssognet, der her i denne Lavning havde sin Nordgrænse, men ogsaa to Herreder og to Amter mødtes her, ja, selv Skellet mellem to Stifter fandtes dernede bag Toftegaards grundmurede Lade.
Men Toftegaardens Jorder fulgte ikke dette Skel.
De laa og bredte sig med Halvparten paa hver sin Side af den dybe "Stiftsgrøft", — saadan var det, man kaldte den lerbrinkede Aa, der skilte de to Stifter ad og paa samme Tid to vidt forskellige Egne.
Thi det var langtfra alene Jorderne paa de to Sider
