8
Menneskeløget Kzradock
at finde den Lomme, hvori jeg havde min mangebladede Schweizerkniv, gik det op for mig, at Kzradock slet ikke var sindssyg! I et Nu forstod jeg ham! Han var Løsningen paa en Gaade … gjort sindssyg, indpustet Sindssyge — elsket eller hadet ind i det sjæleligt abnorme. Først og fremmest var han et Medium — i Aandens Verden en sælsom Arbejder, der bar andres Byrder og derfor ikke kunde magte sin egen!
Tsss … hvad tænker han mon paa i dette Øjeblik? Hvad gik der gennem hans bebyrdede Hoved? Hvorfor skreg han saa umenneskeligt? Saa han noget, hørte han noget, fornam han noget? Hvem der kunde trænge ind i hans Sjæl! Det var jo ikke Cellens Mørke, der fik ham til at skrige, til at ligge paa Ryggen og skrige lige op i Luften, i vilde og korte Sirenestød. Han befolkede Mørket med Billeder og Syner naturligvis — og det var dette, der vakte hans afsindige Rædsel!
Medens disse hastige Ræsonnementer gennemkrydsede min Hjerne, søgte min rolige Omtanke (og jeg holdt en rolig Tanke i Baggrunden hele Tiden) samtidig efter Kniven!
