5
Menneskeløget Kzradock
jeg netop kom i det Øjeblik, han kalder: Ringens Øjeblik. Han stod med den svære Guldring i Haanden — han havde trukket den af sin Finger — og han stirrede paa den store Opalflade, der havde et Skær som et Katteøje. Jeg har aldrig set et saa betaget, saa hjemfalden et Blik hos nogen Dødelig. Han saa ud som om han paa en Gang mærkede Livets og Dødens Vellyst og nød en ny Form for Liv eller Tilintetgørelse, en Salighedsfølelse af Afgrundsdybde. Jeg stod ved hans Side, han saa mig ikke. Han bevægede Ringen frem og tilbage Foran sine Øjne, mumlende: Bundet paa Hænder og Fødder o. s. v. Ringens Plade var som et levende Øje, jeg saa det godt: Pladen lyste med et Øjes Glans. Et Øje hvis grønne Fosforlys borer sig ind i Hjærnen, saa man kun ser det grønne Skær, Viljens Genskær fra et andet Væsen. Det befalede, dette grønne Opaløje, det gav i tusind smaa Blink en hemmelig Ordre. I et Katteøje ligger smaa konturerede Blærer af Lysvilje skjult .... og saaledes ogsaa i denne Opal, der øjensynlig omsatte en Del af Sindssygecellens elektriske
