103
Menneskeløget Kzradock
kom til at virke … og ikke det andet, nej ikke det andet.
Som et Lyn for det igennem mig: Er der da ingen Forskel? Er Fornuften kun et disciplineret Vanvid, en sindssyg Hallucination, der har faaet Form og under hvis Magt vi alle lever? Er Fornuften en Drøm, skabt af Tilfældigheder, gjort brugbar af Nødvendigheden?
Saaledes tænkte min af Fornuftreligion opskruede og overmættede Hjerne og jeg kom til at ryste over hele Kroppen ved denne Tanke. Men atter vendte jeg mig mod Haven med de spændt lyttende Ansigter. Ved at se dem, faldt der Ro over mig, og jeg begyndte igen at tale …
Og denne Gang talte jeg om det, jeg elskede højest, om selve Fornuften. Til disse gale, der lyttede saa spændt og anstrængt, talte jeg i den mørke og bitre Nat om den store Fornuft, der besjæler alt levende. Jeg søgte i mange og dybe Ord at drukne min egen Tvivl og de Tanker, jeg nys havde haft. Jeg talte om Fornuftens Sejr her paa Jorden, om Udviklingen, om Fremskridtet, om den
