102
Menneskeløget Kzradock
Fornuft i os alle. Aa, Brødre, hvor jeg elsker Eder … derfor taler jeg!
Jeg saa ned over Haven. Alle Ansigter dernede var vendte mod mig, alle lyttede de jo, underlig tavse og beklemte. De var faldne til Ro … stivnede i denne lyttende Stilling, hvor den indadsugende Kraft virker ætsende og tatoverende paa Sjælen.
Og dog … vilde det betyde noget, om jeg brugte lidt flere eller lidt færre Ord? Hvad betød det, at de lyttede? De forstod dog ikke noget, det vidste jeg!
Men maaske var der i min Stemme en hemmelig Musik, der rørte deres Hjerter. Det var maaske den, de lyttede efter. Kzradock havde ved sit stumme Smil faaet dem til at danse, jeg fik dem ved mine uforstaalige Ord til at lystre. Ogsaa hos mig var det det stumme Spil de bedst forstod. Og saaledes nærmede jeg og Kzradock os hinanden … som to Brødre, der ad forskellige Veje har søgt mod det samme Maal og nu skimter hinanden … Ja, Underet hændte: da vi skulde virke paa de andre, var det Følelsen, der
