71
man kunde se lige ned i Svinestien; — nu saae man over til Lars Peersens.
Dette Hattehul, hvorfra man havde den videste Udsigt, som kunde findes i Egnen, var overhovedet Børnenes Yndling. Ganske vist var den vide Udsigt hver Gang begrændset til en enkelt Himmelegn, men saa vexlede til Gjengjæld denne Himmelegn. Den ene Dag saae man ind over Landet og kunde tælle tolv Kirker og nitten Møller. Den følgende, da det var slaaet om til Landvind, bredte Sundet sig til begge Sider med sine Jagter og Skonnerter, der langsomt flyttede sig forbi med hvidt Skum foran Stevnen; og hinsides Vandet gled Blikket ind over det bakkede Sjælland, som over en anden Verdensdel med fremmed Natur. Det var som en stor Kigkasse, der tilhørte dem.
En Dag gav hun ham den Gaade: — »Hvad er det for et Vindue, som altid staar aabent, og som det dog aldrig blæser ind ad?« Han pinte sig forgjæves, og hun blev ved at ægge ham: det var virkelig for dumt af ham, han kunde slet ikke lade være med at gjætte den. Da hun endelig løste den for ham, var han høist forbavset og vilde først slet ikke tro, at hun selv havde lavet den. Det var den første Gang, at han følte Beundring for hendes overlegne Forstand.
