51
at ryste Søvndøsen af sig. Lise maa ikke, tilføiede han trodsig.
Mølleren saae forundret paa ham. Det var første Gang, at Barnets Uvillie mod Lise slog ham, og med Glæde anede han, at det i ham, der frygtede, det havde her fundet en tapper, en urokkelig lille Skytsengel.
Han tog Drengen i sine Arme og kyssede ham.
— Fa'er skal selv bringe dig i Seng, min egen Dreng, sagde han og bar ham hen imod Huset, idet han forsigtig bøiede sig for at de duggede Blade ikke skulde slaa den Sovende i Ansigtet. For Barnehovedet var næsten strax sunket søvntungt ned paa hans Skulder, og det rolige Aandepust berettede om en tryg Slummer, som heller ikke lod sig forstyrre, da Faderen klædte ham af og lagde ham i Seng.
Først da det var gjort, faldt det ham ind, hvad det dog var for en Uorden, at Drengen ikke for længe siden var kommen i Seng. Saadan gik det, naar der ingen Kone var i Huset! Og han sukkede, med en mismodig Forudfølelse af en Enkemands Hjelpeløshed. Han selv var i denne Tid ogsaa kun lidet oplagt til at passe paa og holde Alt i Trit. Hvor var Folkene nu? Oppe i Møllen var der slukket. Christian gjorde sig vel rede til at kjøre Præsten hjem, men Jørgen? og Lise —?
