47
midt i Skoven, som er saa smuk nu, og der skal du ogsaa faa det lille Raadyr at se, som jeg har fortalt dig om, der kommer, naar hun kalder paa det …
Hans gav ikke noget Tegn paa Glæde. Faderen bøiede sig ned over ham. Han var falden i Søvn.
Det var en mild Vaarnat. Blæsten havde lagt sig, som om den var gaaet til Hvile, da der ingen Mølle mer var at drive. Den stod der med sine ubevægelige Vinger, sit tunge Skrog, Krøistyverets Trekant og Bommen med sin Kjæde som en uhyre Silhouet mod Aftenhimlen, hvor det gule Lys med grønlig Modulation gled over i det bløde, dæmpede Natteblaa; her, lige ved den høieste Vingespids, tindrede en Stjerne. Under Møllekappen, bag Grenenes Maskenet, trak Huslængen sig hen som en fast, bælgmørk Vold, men helt forneden kom der Lys igjen, et rødere og heftigere Lys, der i et ensomt Straalepar snoede sig frem mellem Frugttræernes krogede Stammer og naaede helt hen til hans Fod. Det var dog ikke det samme Straalepar, som Lise og Jørgen havde set ham bryde med sin rastløse Gang; men det kom fra samme Kilde: — Sygeværelset laa i Hjørnet af Huset og syntes at have et Lysøie ude efter ham, enten han vandrede i Forhaven med dens smaa Buske eller skjulte sig i Frugthaven, at forfølge ham med et brændende Feberblik, som
