IV.
Mølleren gik ikke længer frem og tilbage forbi Gavlen. Han havde sat sig paa en lille Havehøi ud imod Marken, og Hans, der saa ængstelig havde raabt efter ham, stod nogenlunde beroliget hos ham, støttede sine Albuer paa hans Knæ og saae op mod hans Ansigt, der bestræbte sig for at bære et ubekymret Udtryk til Skue.
— Fader, sagde Hans — naar Præsten kommer til Folk, saa er de meget syge, ikke sandt?
— Hvorfor skulde de være det? Præsten er jo ogsaa før kommet og har set til Moder.
— Var Moder den Gang da ikke saa meget syg?
Den fintfølende Faderkjærlighed, der var betænkt paa saa længe som muligt at holde Sorgen borte fra dette Barnehjerte, var aarvaagen nok til at forhindre, at Mølleren gik i den Fælde, som Hans med den Ængstedes ubevidste Snedighed havde stillet med dette Spørgsmaal.
