Side:Møllen.djvu/535

Denne side er blevet korrekturlæst

523

En skinnende Guldsky af Gnister foer op mod Himlen, og fra Mølleskelettet foroven faldt rygende Bjælker ned i Stensoklens Brolofts-Baal, der sendte sine Flammer høit tilveirs.

Mølleren laa i sin Vens Favn og aandede op med et dybt, befriet Suk, som om en Byrde, tungere end alle Møllestenene, var faldet fra hans Hjerte, og han saae op, hvor Funkerne fra den frygtelige, hærgende Brand syntes at flyve op til de rolige Stjerner og blive som de.

— — — — — — — — — — — — — —

Halvandet Aar derefter underrettede et Brev fra Præsten i Horsens Tugthus Skovfogden og Hanne om, at Mølleren Jakob Clausen var sovet hen i Herren, angerfuld og i Fortrøstning til Frelsen ved Iesus — og at han sendte dem og lille Hans sin sidste Hilsen.