520
baade her og der — naturligvis: en ung Mand, vilde gjerne gjøre sig bemærket, vise sin Skarpsindighed, komme i Avisen — jo Pyt! han havde ikke haft meget ud af det … Men hvorfor vilde Jakob tale med ham — netop nu — og hvad skulde det sige, at de alle tre havde set saa underlig høitidelige ud?
Dragemoer rystede paa Hovedet: det huede hende ikke. Men hun gik — langsomt og snakkende underveis med den og den — hen til den Gruppe ved Brønden, hvor Guldtressen glødede mellem sorte Hatte og Huer, og hvor Dragen høirøstet fortalte dens Eier om alle Aftenens Heltegjerninger: hvordan hans Svoger med Livsfare havde gjort Alt for at sikre Møllen, og hvordan han selv, efter at Ildebranden var brudt løs, havde »faaet Has paa den« — men især Mutter: — De skulde bare have set hende, Hr. Fuldmægtig — ligefrem storartet … Naa, der har vi hende — ja, kom bare her hen, Mutter! jeg siger netop til hans Fuldmægtighed — — — « …
Da Mølleren bad sin Svigermoder om at hente Fuldmægtigen, gav det et Stød i Skovfogden og Hanne. Ingen af dem havde været i Tvivl om, at Jakob vilde overgive sig til Retten, det var en Selvfølge. Men hans Ro, den dagligdags Maade, hvorpaa han tog det, overraskede dem, og det
