504
Han lagde Haanden over Panden og tav. Paa den skarpt belyste Mur dirrede hans Skygge.
— Hvorfor du mer end jeg, Jakob? er jeg ikke ligesaa vel et syndigt Menneske som du? ivrede Hanne i en bebreidende Tone, men tillige med en spørgende Ængstelighed, fordi hun følte, at der laa noget Bestemt bag ved dette Udbrud — Noget, som gjorde hende usigelig angst.
Mølleren svarede ikke, men fortsatte i sin egen Tankegang.
— Og det er netop Sagen, at hvis de ikke havde viist sig for mig der, saa var det gaaet mig saadan: jeg var bleven ramt af Lynet, som et Dyr af en Kugle.
Han tav, og Skovfogden nikkede alvorlig til sin Søster. Han tænkte paa Luther, hvis Ven blev slaaet ned af Lynet ved hans Side. Og han nikkede igjen med et tilfreds Smil: — Han er bleven vakt. Jakob bliver en af vore!
Medens Mølleren talte, var den Del af Omgangen, der strakte sig ud over Bageriets Tag, styrtet ned paa dette, hvor enkelte brændende Brædder blev liggende, støttede af Vandrenden, og et Par Bjælker faldt i de Huller, som der allerede var brændt i Spaantaget. Faren for Bageriet blev herved større, og ret som om det gjaldt nu at bekjæmpe det med alle Vaaben, faldt en af de svingende
