491
hvor Trappen forsvandt. Hvis deres Skikkelser nu sad deroppe, som de før stod paa Kværnloftet, saa vilde man kunne se deres Hoveder og Skuldre — undertiden syntes han at han saae dem — og hvorfor skulde de ikke være der, ligesaa godt dér som før paa Kværnloftet? — Og dér, Mordværktøiet, den brutale, kluntede Persebom — der stod den mørk og truende — —
Saa vendte hans Blik sig til et andet Punkt tæt ved — en lille Forskydning af Synsaxen og dog saa lang en Reise: fra Rædslen til Idyllen, fra Forbrydelsen til Uskyldigheden.
Der tilvenstre for Hattehjulet havde han som Dreng staaet med lille Christine og set, hvordan Hatten blev dreiet. De havde været ganske smaa, og hvis Afbilleder af dem havde staaet deroppe nu, vilde man ikke kunne have set deres Hoveder rage op, men han kunde pege paa, hvor det var. Og lille Christine var bleven angst og havde raabt: — »Hvis vi nu stod derovre, og Persebommen trykkede os fast mod Bjælken.«
Og der kom en anden Erindring. En Nat, da hans Hustru laa i Feberphantasier, var hun faret op og havde raabt: »Hold op! Persebommen knuser dem.« Den Gang havde han deri kun hørt et Tilbageblik til hin Barndoms-Erindring; nu blev det ham pludselig klart, at det tvertimod havde været
