490
af sig, veed du nok, vedblev hun — Alting gaar saa dybt i ham.
Hanne svarede, at det var jo begribeligt nok; men ogsaa hende havde Møllerens Udtryk været høist paafaldende, saa sælsomt høitideligt og ligesom fra en anden Verden. Hun kiggede hurtig tilbage over Skuldren:
Han stod endnu der i Hjørnet; det røde Ildskjær belyste hans opadvendte Ansigt.
Baalet var begyndt at mindskes. Foran, hvor Vinden stod paa, var Kappen for en stor Del brændt igjennem. Da den var bunden med Jerntraad, kunde den ikke skride, men smaa Bundter af halvforbrændt Straa faldt spredt ned i Omgangens brede Flammekurv. Naar Røg og Luer dreves bort foroven af Vinden, viste sig deroppe den afdækkede Hat. Han saae den skraanende mægtige Egeaxle med Hattehjulet, den klodsede Persebom, det snevre Rum indenfor Bjælkelaget, Hvælvingens Ribber foroven, og gjennem en Aabning i det øverste af Kappen ogsaa Trappen til Lorisloftet.
Det var dette Syn, som han ikke kunde vende sit Blik fra. Han havde ikke set Noget af alt dette siden hin Aften, og nu viste det sig altsammen, kulsort paa den røde Røggrund eller paa en glimrende Guldgrund af Gnister. Der var Stedet, hvor Offrene havde siddet — en Smule høiere end der
