484
ling, og strax fulgte Trosset efter — knittrende og bragende væltede Flammehæren sig opad i ustandselige Stormkolonnner, til hele Mølleskroget var skjult af dem. Saa fængede ogsaa den brede Omgang med sit vidt udskraanende Rækværk og blussede som en mægtig lueflettet Kurv, i hvilken den kjæmpemæssige Ildfrugt laa.
Dette Baal oplyste Omegnen langt bort. Over den hang en ildrød Røgsky; ogsaa Himlens Skyer glødede Gjenskjær. Lynene blev virkningsløsere end paa den klareste Dag, og man bemærkede neppe længer Tordenen for det hvislende og brusende Bulder af Ildebranden. Forøvrig syntes Uveiret at fjerne sig til begge Sider. Haglbygen var ogsaa snart hørt op.
Den Side af Gaardspladsen, der var nærmest Stuehuset, var fuld af en travl Menneskevrimmel. Den havde samlet sig, uden at Nogen rigtig vidste hvordan — som om den var skudt op af Jorden. Der var glødende, opadvendte Ansigter, pegende Ildfingre, Nakker med gylden Haarglorie, sorte Rygge og endnu sortere Ben, og langstrakte, vaklende og forvredne Skygger, der paa den skinnende Haglgrund flød sammen i Masser og viklede sig ud igjen, snoede sig i hinanden og skiltes. Tættest var der midt i Gaarden om Brønden, hvor Gangspillet peb og knirkede utrættelig; derfra gik der
