457
fra Huset. Der standsede Mølleren og lagde sin Arm om Hannes Skulder: —
— Det var saa rart, Hanne! at sidde saadan sammen dernede … At det nu ogsaa skulde komme og skræmme os bort!
Hun svarede ikke, men rystede paa Hovedet og gik et Par Skridt frem.
Saa vendte hun sig pludselig om, greb ham ved Skuldrene og saae paa ham. Et mat Lyn kastede sit Strejflys ind under Træerne; der glimrede Taarer i hendes Øine. Hun trykkede sig ind til ham, kyssede ham heftig og hviskede:
— Du har Ret, Jakob. Jeg vil aldrig glemme den Time! … Maaske oplever vi aldrig saadan en igjen.
— Hvad siger du? hvorfor skulde vi ikke det? udbrød han forskrækket. Han syntes, at han selv havde tænkt det samme.
— Jeg veed ikke — det kom kun saadan over mig — bryd dig ikke om det — det er vist saa dumt.
Hun tørrede hurtig sine Øine og gik hen imod Huset.
Det lille Selskab var samlet om Divansbordet, paa hvilket Tjenestepigen just stillede en dampende Kande. Hun tøvede endnu med Haanden paa Hanken for i en ydmyg Tone at besvare Dragemoers vel-
