452
og forsikrede hende — for første Gang — at han elskede hende høiere end alt Andet i Verden, og at hun var den eneste, som han nogensinde saadan ganske af Hjertet havde elsket; — thi det forekom ham nu som en Vanhelligelse af Kjærlighedens Navn at anvende det paa den dumpe, feberagtige Rus, der havde draget ham til Lise.
— Hvor kan du sige det? bebreidede Hanne ham — det er ikke kjønt mod Christine!
— Aa, Christine har jeg holdt af, det er rigtig nok, men det var dog noget Andet, det. Vi var voxet op fra Smaa sammen og havde vænet os til hinanden, og det faldt saadan af sig selv, at vi giftede os. Og vi holdt ogsaa af hinanden begge to, men det var dog lidt paa en anden Maade — saadan som dig har jeg ikke elsket hende alligevel.
Det var ingenlunde Hanne ukjært at høre denne Forsikring opretholdt og gjentaget, men hun rystede dog afværgende paa Hovedet, som om hun mente, at det vel kun var Noget, han indbildte sig nu.
— Troer du ikke ogsaa, vedblev han, at Christine nu er paa et Sted, hvor der ikke gives den Slags Tanker, saadan som at der skulde være nogen Synd mod hende i det, som du siger. Jeg synes, det er ligesom om hun saae ned paa os nu; og saa veed jeg ogsaa vist, at hun har sin Glæde af vor Kjærlighed, og at hun velsigner os.
