450
dig, saa er det ligesom jeg skulde folde Hænderne og bede til dig.
I sin Betagethed havde han reist sig halvt op og laa næsten paa Knæ ved Siden af hende.
Hun stirrede forskrækket paa hans Ansigt, der viste den underligste Blanding af Sjæleangst og inderlig Hengivenhed.
— Jakob! du maa ikke tale saadan, hører du, det maa du aldrig mer — det er syndigt! saadan et svagt og syndigt Menneske, som jeg er — du maa aldrig sige saadan noget til mig og heller ikke tænke det — vel?
— Det kan jeg ikke andet, Hanne! jeg maa tilbede —
— Jo, vist kan du! du maa tænke mer paa Gud og du maa bede til ham for mig — saa vil du ogsaa huske, at jeg er ligesaadan et stakkels Menneske som du selv, og at vi skal gaa sammen og se at hjelpes ad og vinde frem sammen — saa vil du slet ikke tænke paa at tilbede, men du vil holde af mig — for — elske mig en Smule, det maa du jo nok, Jakob.
Hun blev ganske rød, da hun lidt frygtsomt tilføiede de sidste Ord, for det forekom hende selv, at de indeholdt lidt kvindeligt Koketteri, som hun skammede sig over at give Udtryk, og allermest i denne Sammenhæng. Men derimod undgik
