448
mig ikke ind med en Tanke, men jeg er vis paa, at jeg alligevel vidste det — jeg kan føle endnu, hvordan det var —
— Du blev ligesom noget ængstelig, bemærkede han.
Hun nikkede eftertænksomt.
— Er du det ogsaa nu, Hanne? spurgte han frygtsomt.
Hanne løftede sit Hoved og saae ham ind i Øinene med et freidigt Smil:
— Nei, nei! nu ikke … Jeg veed jo, at jeg tør — —
Men dette aabne og tillidsfulde Blik, denne Klang af en usammensat hel Stemning, af en ren og enfoldig Sjæls ubetingede Hengivenhed — den forvirrede og beskjæmmede Mølleren. Han blev sig med frygtelig Klarhed det Usande i sin egen Stilling bevidst og følte som ingensinde før det Ansvar, som han paatog sig ved at knytte dette uskyldige og fromme Væsen til et Liv, der var forbrudt. Og dog nyttede det saa lidt at gjøre sig Skrupler derover, for det var jo afgjort, og han kunde dog nu ikke længer trække sig tilbage — nu ganske umuligt, om han ogsaa maaske kunde have gjort det for et Par Dage siden.
Hanne bemærkede strax den pludselige Skygge, der gik over hans Træk, og fortolkede den paa sin
