418
Men inden den forskrækkede Svend kunde svare, havde Mølleren givet slip paa ham igjen og sad atter henne paa Sækken, bortvendt, med Ansigtet skjult i sine Hænder.
Christian, der ganske var helbredet for sit sentimentale Anfald, betragtede sit røde Haandled, skottede atter hen til Mølleren og rystede paa Hovedet: »Han har sagtens dog en Skrue løs.« Saa gav han sig til at passe Spidsesten, Sortermaskine og Kværn — han fik jo være ene om det. Men af og til listede han sig hen til Siden, tæt ved Trappen, hvor han blev staaende og lyttede — og rystede ærgerlig paa Hovedet; og saa skottede han til Mølleren, om denne havde bemærket hans Afstikker, som aabenbart var forgjæves.
Men Mølleren blev siddende ubevægelig og saae ikke en eneste Gang op.
Det var Samtalen med Skovfogden, som han ikke kunde blive færdig med. Den havde med en indtrængende Alvor, som han ikke kunde komme udenom, stillet ham to Muligheder for Øie, der egentlig i al denne Tid — eller i alt Fald efter at den første dumpe Sløvhed havde fortaget sig — uafladelig havde staaet for ham, og hver krævet sin Ret: — det var Selvangivelse paa den ene Side — og paa den anden: Ægteskabet med Hanne.
