398
to vilde have stiftet meget Ondt og deres Afkom endnu mere, hvis de havde faaet Lov at leve.
— Aa ja saamænd — det kunde jo nok udlægges saadan. Men tænk dig nu en Gang, Vilhelm, at det virkelig var gaaet saadan til, som han Fuldmægtigen havde Mistanke om og beskyldte mig for: at jeg havde vidst, at de var deroppe og gjort det for at hævne mig paa dem — saadan en frygtelig Gjerning kunde dog ikke være sket efter Guds Raad — og man hører dog ogsaa, at saadan Noget hænder.
— Det maatte den være — alligevel.
— Nei, nei, Vilhelm! det vil ikke ind i mit Hoved — Gud kan ikke ville det Onde.
— Det er rigtig nok. Men det, som vi kalder det Gode, er vel ikke altid det Gode i hans Øine.
— Det forstaar jeg ikke. Det Onde maa altid være ondt. Og hvorfor skulde han lade saadan en Forbrydelse ske?
— Den kunde være sket for din egen Skyld.
— For min Skyld?
Skovfogden var for optagen af sine egne christelig-philosophiske Betragtninger til at han skulde kunne lægge rigtig Mærke til den stærkt interesserede Forundring, hvormed hans Ven stillede dette Spørgsmaal. Han saae slet ikke paa Mølleren, hvis Ansigtsudtryk dog maaske havde
