396
lagt selv de mindste Ting til Rette for ham. Han huskede nu ganske tydelig, at han allerede i September havde været lige paa Nippet til at anskaffe Telephon. Hvis han havde haft blot en halv Hundrede Kroner mer, saa havde han gjort det. Og at han ikke havde haft dem, det beroede kun paa Kornpriserne, som igjen afhang af Veirliget for et Aar siden — endnu før Christine var død! — eller af at en sydrussisk Jernbane var bleven færdig, som han nu pludselig huskede at han i sin Tid havde læst om i sin Avis. Hvis nu den Jernbane altsaa ikke var bleven færdig — og hvad mon det nu atter havde beroet paa? — — han tog sig uvilkaarlig med Haanden til Hovedet; det løb rundt for ham, og han blev angst … Men hvis — ja hvad saa? Saa var det ikke sket, han havde ægtet Lise, som havde bedraget ham og var et slet Menneske — ogsaa det havde været ulykkeligt, og han kunde i Øieblikket neppe se, hvad der var det værste. Der var kun det med Samvittigheden; den havde i alt Fald været bedre. Den havde ikke tidlig og sildig tilhvisket ham, at han var en Morder, der egentlig burde have mistet sit Liv paa Retterstedet eller sidde i et Tugthus.
— Det er underligt nok at tænke paa, Vilhelm, begyndte han igjen — at hvis jeg den Gang havde haft den Tingest, saa var det Hele ikke sket, og
