395
du kan nok huske, jeg kjørte paa Hjemveien om til jer — jeg talte med dig ude i Skoven, hvor I skovede — for da havde jeg faaet at vide underveis, at han var ovre paa Bogø og først kom hjem den næste Aften … Og det var det, der faldt mig ind, da jeg nu talte med ham, at havde jeg haft den Indretning allerede den Gang — og jeg havde allerede tænkt paa det, det havde jeg saamænd, men saa syntes jeg, at det var lidt skralt med Pengekassen, og at det kanske var bedre at se Tiden an … Men havde jeg haft en Telephon den Gang, saa havde jeg jo spurgt, om han var der, og jeg havde slet ikke engang haft nødig at kjøre til Byen efter ham — og saa var det Hele ikke sket.
Mølleren røg ikke længer. Han sad med Piben dinglende mellem Knæene og overveiede for Gud veed hvor mangen Gang, hvilken Utallighed af Smaaomstændigheder, alle uafhængige af hinanden, der havde maattet mødes og væve sig sammen for at det kunde ske — og saa for at der Intet skulde være, der kunde lede til Opdagelsen, som f. Ex. hvis han den Dag havde truffet Præsten hjemme og havde anmeldt sit Ægteskab med Lise. Og han følte sig — som altid ved disse Overveielser — paa den uhyggeligste Maade ledet af en dæmonisk Magt, et ondt Forsyn, der havde beregnet Alt og
