394
lidt sky, ja som han ikke engang selv var rigtig hyggelig ved at betræde for anden Gang. For det er jo saa sin Sag at trænge ind paa en Ven for at faa ham til at gifte sig med Ens Søster; men det maatte nu ligegodt gjøres — og det for Jakobs egen Skyld.
Mølleren svarede ham med den underlige Tunghed, som han paa den senere Tid havde lagt sig til i sin Tale — endogsaa overfor Vennen — som om det voldte ham Anstrengelse at holde Tankerne sammen: — Jo, han syntes jo dog at man skulde følge med Tiden — det var jo da ogsaa en svær snild Opfindelse — og saa havde han da besluttet sig til det.
Ja, det havde vel været en dyr Historie, formodede Skovfogden.
— Jo vist saa — naturligvis — det koster jo en Del. Men jeg tænker dog næsten, at den skal bringe Pengene ind igjen med Tiden. For ser du, Vilhelm — man kan dog spare sig mange Feiltagelser og unyttig Tidsspilde og Udgifter ogsaa. — Som for Exempel, vil jeg sige — ham jeg nu talte med, det var en Kornhandler inde i Stubbekjøbing. Og ham var jeg saamænd paa Veien til den Dag, da … som det passerede her paa Møllen om Aftenen … Om Formiddagen var jeg kjørt ad Byen til for at gjøre en Forretning med ham —
