386
Spindelvæv, der flagrede trægt foroven som Vingerne af et uhyre Møl.
Hvor ofte havde ikke Jørgen siddet der, paa det selvsamme Sted i den selvsamme Belysning, med sin dyrebare Kalender i Haanden og fangen i den mørke fantastiske Forestilling at alt dette rundt om og foroven og forneden — det var Martertaarnet, og Forhøret skulde strax begynde, ved hvilket han — alias Væbneren Hjalmar — skulde spændes paa Pinebænken. Og dog havde han aldrig været saa uhyggelig tilmode derved, som Mølleren var det nu.
Han hævede Hovedet: — hørte han den ikke nu igjen, hin frygtelige, lette og sonore Lyd, der klang enkelt og draabevis gjennem al Larmen? Og hvad var det Hvide, som dér tilvenstre, hvor han ikke rigtig vovede at se hen, sneg sig saa underlig rundt i en Kreds? Var det muligt, at Pilatus —?
Han tog Lampen, stod op og gik et Par Skridt frem. — Ja, det var Pilatus! Den listede rundt i en Kreds, løftede undertiden Hovedet, saae op og bevægede Munden.
Paa Gulvet laa der en Træklods, som han var kommen til at støde imod med Foden. Han tog den nu op og kastede den efter Katten, men ramte ikke. Og Dyret — hvis det da overhovedet var et Dyr, thi ham forekom det snarere at være en Aand i Dyreskikkelse — Pilatus lod sig ikke i
