26
— Det er som man tager det, Lise.
Lise rettede sig pludselig op og lo med en kort, fræk Latter:
— Er jeg da saa kjær af hende?
Der opstod en Pause, i hvilken man hørte Katten ryste sig.
— Naa, hvad sagde saa Doktoren? spurgte Jørgen haardnakket.
— Aa, han sagde, at der var ikke meget Haab — men at man skulde ikke fortvivle … Alt stod jo i Guds Haand — og saadan Noget … hvad han nu saadan kunde sige.
— Ja, det tænkte jeg jo nok.
— Trofast har hylet inat … og Kjedlen tudede for Lig imorges, bemærkede Lise hemmelighedsfuldt.
Nei —? Jørgen stirrede paa hende med overtroisk Skræk i de opspilede Øine. Hun nikkede betydningsfuldt:
— Og saa — nu er jo ogsaa Præsten der.
Lise overveiede ikke, at der var gaaet Bud efter Præsten, før Doktoren havde været der, og at det altsaa ikke føiede noget Nyt til; for hende var Præstens Komme Prikken over I-et: — Nu maatte hun da til det.
— Det tog nok svært paa Mølleren hvad Doktoren sagde, fortsatte Jørgen, hvis Tanker vare vendte tilbage til den Gruppe, han havde set oppe fra Om-
