366
Men det stod fast: de kunde have frelst sig og maatte have gjort det. En slem Skræk havde de rigtignok faaet jaget i Livet paa sig! Og han smilede ved Tanken derom. Men i dette Smil var der intet Ondskabsfuldt, ingen Skadefryd; det var et sygt, vantro Smil, et Smil, der gjerne vilde smile.
Og saa gjøs han — for Blæsten streifede ham følelig … Det var netop Sagen! Her ved Svandsen burde der jo være fuldkomment Læ … Møllen var altsaa dog ikke rigtig stillet. Hvorfor ikke? Hvorfor blev det snart saa frygtelig trangt at dreie Gangspillet? … Hvorfor blev det tilsidst staaende som muret fast? Denne Omstændighed havde han glemt, og ved Tanken om den overkom denne Gysen ham — paa Grund af det Gaadefulde deri.
Endelig tog han sig sammen og gik ind paa Kværnloftet. Men ikke for at fuldende sit Møllerarbeide og efter at have stillet Møllen, saa godt det lod sig gjøre, nu ogsaa forsyne Kværnene. Han tændte ikke engang Lys. Han gik over tilvenstre, hvor der intet Loft var, og stirrede op mod Hattens Gulv, som det naturligvis var umuligt at se. Kun den mægtige Snurren og Knirken af de mange Hjul kom deroppe fra ud af Mørket.
Saa følte han et Knibs paa Panden og nok et, lige ved Øiet. Uvilkaarlig strøg han derover med
