25
— Ja, saa er der vel ikke langt igjen, sagde han.
— Nei, det er der — vel ikke, fremstødte hun, uhyggelig berørt ved at han udtalte hendes Tanke.
— Hvad sagde ellers han — Doktoren?
Lise bøiede sig ned, ligesom givende efter for Kattens Kjærtegn, og klappede den.
— Det veed jeg ikke.
— Jo, for du stod og lyttede, sagde Jørgen tørt.
— Jeg? du er vel ikke rigtig klog!
— Jo, inde i Fadeburet.
— Jeg havde noget at gjøre der.
— Henne ved Vinduet —?
— Ja netop henne ved Vinduet? Du skal ogsaa altid staa et eller andet Sted og glo.
Jørgen lo drilsk.
— Lyttede, vedblev hun i en ærgerlig Tone. Hvad skulde jeg lytte efter? Kommer det kanske mig ved, om Konen lever eller døer?
Hun stod endnu bøiet ned over Katten, der havde væltet sig om paa Ryggen af Velbehag og med sine Kløer hagede sig fast i Ærmet, medens hendes Fingre begravede sig i Bugens tykke Pels. Hendes Nakkehaar var næsten henne ved Jørgens Knæ. Han bøiede sig frem og hviskede hende ind i Øret:
