324
Dage, var jo ogsaa et fortræffeligt Paaskud til at lade ham blive derude i Skoven, jo længer desto bedre; thi han tænkte med Angst paa Drengens Hjemkomst. Men mere endnu end denne praktiske Grund havde dog en pludselig Længsel virket — en uimodstaaelig Lyst til at se Skovfogedhuset og tage Afsked med Erindringerne der. For hvem vidste, om han nogensinde igjen vilde komme der? I alt Fald vilde alting da være saa helt forandret, og den gamle Fortrolighed vilde aldrig mer indfinde sig …
Saa rullede Mølleren da Klokken tre ind i Skoven, og Møllen, som han under hele den foregaaende Rundfart bestandig havde kunnet se, forsvandt bag Træerne. Det var lutter Bøge, ikke synderlig høie, men kraftige. Alle havde de noget underligt Knortet, næsten Forkrøblet i Stamme og Forgrening — især ved selve Grendelingen. Der voxede intet Mos paa dem, men kun en graa Lav paa Siden ind imod Land; paa Søsiden var deres Bark ganske glat og nøgen, af en paafaldende lysegraa, silkeglindsende Lød. Tilhøire sortnede og skinnede bag disse Stammer det oprørte Sund med sine hvidblinkende Bølgekamme, der paa den flade Havstok samlede sig i en langstrakt sydende Skumstribe. Til den anden Side flød Træerne, som her efterhaanden blev slankere, sammen i een rødliggraa
