309
til nogen Verdens Ting. Og saa er det saa dumt, naar Vingerne skal stilles, saa maa man dreie hele Møllen — det er et Mas, kan du tro.
— Kan man da her dreie Vingerne alene?
— Vingerne? det er jo da Hatten, der bliver dreiet.
— Saa? ja men du staar da nede paa Omgangen og dreier.
Jørgen stirrede grinende paa hende og slog sig med begge Hænder paa Laarene.
— Det er storartet! .... Og du vil være Møllerkone!
— Naa saa vis mig da, hvordan det er og staa ikke der og grin saa tovelig! Jeg vil ikke have at Folk skal le ad mig, fordi jeg ingen Ting veed — heller ikke min Mand.
— Naa ja, saa kom da her!
Han hjalp hende op ad den snurrige Dvergstige, der fra Hatterummets indsnevrede Bund gav Adgang til det omkredsende Bjælkelag, og trak hende hen til Hattehullet, hvor de tog Plads ved Siden af hinanden paa Krøibjælken —
— nemlig den korte Krøibjælke, det er den vi sidder paa, begyndte han med behørig docerende Vigtighed. — Den lange Krøibjælke gaar ligesaadan gjennem Hatten, men foran, paa den Side hvor
