20
opretholde hans Værdighed og markere Afstanden. Heldigvis for Lars var der ikke lyst nok, til at hans forsovede og opskræmmede Udseende kunde røbe ham.
Jørgen traadte hen til Vinduet mod Vest, gjennem hvis smudsige Ruder der endnu faldt lidt Aftenlys paa Regnskabsbogen, som laa opslaaet paa en lille Pult. Langsomt gav han sig til at blade i den — ikke fordi der var Noget han vilde se efter, men dels af Vane, fordi han mente, at denne Beskjæftigelse gav ham et vist Principal-Præg, og hovedsagelig for at faa et Paaskud til at dvæle paa denne Udkigspost. Han var nemlig nysgjerrig efter at se, hvad Christian kom saa hurtig kjørende med; og samtidig vilde han gjerne høre, hvis et Par Træsko skulde give sig til at klapre paa Brolægningen i Underkjørslen, hvilket ikke kunde undgaa ham, da Lemmen ned til den befandt sig et Par Skridt bagved ham. Det skulde da være, at den dumme Dreng netop rumsterede altfor meget med sin Bør — for det vilde ingen Ende tage med denne Trillen Sække over Gulvet.
Han betydede derfor Lars, at det vilde være ønskeligt, om han forlagde sin Virksomhed et Stokværk høiere op, hvor han gav ham det ene og det andet at bestille. Paa Lars' beskedne Spørgsmaal, om det ikke kunde vente til imorgen, svarede han
