299
— Du skal naturligvis vise mig det.
— Arbeide — nu? — saadan Noget!
— Ja vel — her er jo helt kjedeligt nu — ligesom i Dagligstuen. Det var meget morsommere før, da man ikke kunde høre Ørenlyd. Det kunde jeg lide!
— Saa kan man jo ikke snakke to Ord sammen!
— Det er ogsaa en Ulykke! hvad skal alt det Vrøvl til? … Du har jo hørt det. Han gifter sig med mig og er kjørt til Byen for at løse Kongebrev.
— Ja vel — men — —
— Naa skynd dig nu! ellers gaar jeg igjen.
Han gik uvillig hen imod Døren.
— Du, Jørgen!
Han vendte sig om.
— Ja!
— Siig mig en Gang, hvad tænkte du egentlig paa, da jeg kom og du sad saadan — og hun efterabede hans Stilling.
— Jeg tænkte paa dig, og at du slet ikke mer bryder dig om mig.
— Vrøvl!
— Hvad er Vrøvl? at du ikke bryder dig om mig?
— Aa, det er Vrøvl alt sammen, hvad du siger … Det er meget bedre, at man slet ikke kan høre dig … Skynd dig nu bare!
