294
have sin Yndling med op i Møllen. Hun løb efter Katten. Den søgte ikke at undfly; da den blev indhentet, lagde den sig ned og lukkede Øinene. Lise greb den i Nakkeskindet, holdt den et Øieblik op i Luften og tog den saa paa Armen.
— Hvad Pokker gaar der dog af dig, dit dumme Bæst? Har du endnu ikke faaet det i dit tykke Hoved, at jeg er Møllerkone? Hvor mange Gange skal jeg da sige dig det?.. Med mig kan du trøstig gaa overalt nu. Du er vel bange for Kiss? … Pyt! Lad ham bare se til at jeg ikke lader ham jage væk! Rigtignok maa vi jo ogsaa have En til at tage Mus.
Med Besvær trængte hun sig ind ad Døren, som Trækvinden øieblikkelig slog til paa Ryggen af hende. En bedøvende Larm modtog hende, og Trappen dirrede, da hun steg op ad den. Da hun naaede til Broloftet, satte hun Katten fra sig. Den nyste flere Gange heftig, da den indaandede det velbekjendte, men saa længe undværede Melstøv — dog kun synlig, thi man kunde overhovedet Intet høre uden det rasende Bulder. Pilatus syntes ikke at være ret vel tilmode her; den dreiede sig flere Gange rundt, speidede, om der ikke skulde gives en Udvei op over Sækkene, slog saa sine glasagtige Øine op og saae næsten bønlig paa Lise, der spærrede Veien for den, og bevægede Munden
