285
maaske dog behandlet Sagen i en lidt for let og spøgende Tone. Da fængsledes hans Opmærksomhed ved Rumlen af en Vogn, der syntes at dreie fra Veien ind i Gaarden, og han tog en anden Beslutning.
— Saa, skal der nu komme Besøg og forstyrre os! brummede han i en fortrædelig Tone, men lo samtidig ganske lunt i Skjægget.
Lise, der stod saaledes, at hun først kunde se Vognen, bøiede sig for bedre at kunne kigge ud.
— Det er Deres Svogers Enspænder, sagde hun, høist ubehagelig berørt. — Forresten er det kun Drengen, der kjører, og der sidder Ingen i, tilføiede hun beroliget. Thi hun havde frygtet, at hendes Friers Svigermoder kom kjørende, og noget Værre havde neppe kunde hændes hende i dette afgjørende Øieblik. Imidlertid, hun ventede sig overhovedet ikke noget Godt fra Dragegaarden, og allerede Synet af den temmelig sløve og ganske uskadelige Dreng og af den lille gule svenske Hest med sin korte Hale satte hende i Raseri. Hvad Fanden vilde de nu her? Formodentlig kjøre hendes kjære Møllermand bort, netop nu da det var lige ved at gaa i Orden!
— Aa, er det den! sagde Mølleren, det havde jeg saamænd næsten glemt.
