284
Dér var de da, de Ord, som hun saa længe havde haabet paa, og som hun nu ventede, ja hvis Udeblivelse vilde have voldet hende den dødeligste Skuffelse. Da de nu virkelig kom, satte det attraaede Maals umiddelbare Nærhed hende i en Sindsbevægelse, hvis ydre Tegn neppe vare til at skjelne fra dem, der ledsage den salige Overraskelse af en inderlig og ydmyg Kjærlighed, naar den uventet ser sig gjengjældt. Hendes Haand dirrede og glemte med det rene Lommetørklæde at skjule det Øie, hvori der skjælvede en Taare.
— Ja, jeg kan ikke finde paa noget Bedre, sagde Mølleren og bøiede sig hen mod hende over Bordet — men hvad siger du til det, Lise?
Lise sagde, idet han stod op og vendte sig halvt bort, at det var ikke rigtigt af ham, at han burde ikke drive Spot med en stakkels Pige, for det kunde jo dog kun være hans Spøg, og det var jo umuligt — —
Saa meget fik Lise sagt, før hendes Stemme kvaltes; hvorpaa hun, da det rene Lommetørklæde ikke fandtes i Besiddelse af de til Anledningen svarende Dimensioner, skjulte sit blussende Ansigt i det kremfarvede Forklæde og gik hen imod Døren.
Mølleren blev meget rørt ved denne Ydmyghed og sprang op for at berolige og overtyde hende ved Kjærtegn og indsmigrende Ord — han havde
