17
Da Jørgen vendte tilbage fra denne Excursion, saae han Doktoren hale sin Kavai paa i Gangen, hjulpet af Mølleren, og strax efter traadte de begge ud til Vognen. Den temmelig høie Møller bøiede sig for at tale sagte med den lille tykke Doktor, der bestandig skuttede sig og strakte Armene for at faa Kavaien til at sidde ordentlig. Det undgik ikke Jørgens skarpe Blik, at Mølleren var i stærk Bevægelse; hans Haand rystede, og for at skjule det pillede han snart nerveust ved sit korte, brune Skjæg, snart klaskede han den brune Hest paa Krydset; han havde stort Besvær med at faa Overlæderet knappet, og da det var gjort, blev han staaende med høire Haand klemt fast om Rygstødet, som for at hindre Doktoren i at kjøre, og syntes bestandig at gjøre flere Spørgsmaal. Men ulige mere tildrog det sig Jørgens Opmærksomhed, at et lyst Pigehoved kom tilsyne i det aabne Fadebursvindue lidt tilvenstre for dem: — altsaa der var hun! hun var endnu ikke kommen til Karlekamret, og han havde forsaavidt ikke forsømt Noget.
Det ærgrede ham derfor mindre, end det ellers vilde have gjort, at Mølleren, efter at Doktoren endelig var rullet bort, blev ved at gaa frem og tilbage i Gaarden, der med sin ene Side aabnede sig mod Landeveien; henne ved Hjørnet af det
