275
strittende Smaakviste. Men det mærkeligste ved Peer Vibe, i alt Fald i Lises Øine, var den Gjenstand, der hang ned fra hans løftede høire Næve, og som nu viste sig at være et Hundehalsbaand af Nysølv med en lille allerkjæreste Klokke.
Lydløst smuttede Lise hen til Kommoden og tog et Par prægtige graa Uldsokker ud af en Skuffe. Lydløst lukkede hun Vinduet op, og da hun i Bytte for Sokkeparret modtog Halsbaandet, holdt hun forsigtig paa Klokken, for at den ikke skulde klingre.
Der blev ikke vexlet et Ord.
Det var den »Fenstring«.
Den efterlod hende i et Perlehumør. Dette Halsbaand forekom hende som et Lykkevarsel, der ikke kunde skuffe. Dets blanke Sølv gav Glands til den matte, blygraa Dagning, den lille Klokke kimede til Fest. Jennys Halsbaand som Bytte i hendes Hænder — det var hendes Seir over Medbeilersken, Krybskyttefamiliens Seir over Skovfodgens. Den Dag, der begyndte saaledes, maatte bringe hende noget Godt! …
Hun var kommen lidt sent op, og der var meget at gjøre, da der netop skulde bages Kager; men det skadede ikke, Arbeidet gik saa flinkt fra Haanden, som om det var en Leg. Og da lille Lars stak Hovedet ind i Kjøkkenet for at sige Farvel, før han paa et Par Dage gik til sin syge
